søndag den 6. marts 2011

På tur i Ngorongorokrateret og til lake Ndutu

Så lykkedes det os endelig at komme op nordpå og se det berømte Ngorongoro krater, der som navnet antyder, er et krater. Det er ca. 20 km i diameter og hjemsted for en masse dyr.


Den første nat boede vi oppe på kanten af krateret i 2300 meters højde. Helt fantastisk udsigt og det var køligt, så vi rent faktisk søgte ned under dynerne - efter to måneder i en bageovn er det en ganske fantastisk følelse. Vi boede på et gammelt statshotel, som mest havde karakter af et tyroler højfjeldshotel med kamin og støbejernsgitre.

Vi stod tidligt op og kørte ned i krateret, hvor der næsten med det samme var en hel masse dyr - gnuer, zebraer, vortesvin og meget andet.


Man må nok erkende at Ngorongoro krateret er væsentlig mere turistet end nogle af de andre steder vi har været. Så frem for at spotte dyr gjaldt det om at spotte biler. Så vi kom til et sted hvor der holdt en masse biler og så det var jo helt naturligt lige at smutte forbi.  Og langt oppe af en kraterside kunne man se en løve der lå og sov. Men bedst som vi var på vej væk, kom løven og resten af dens familie (6stk) op og stå og skulle ned at drikke. For at komme til vandet skulle løverne ned forbi bilerne og det skabte tumult hvor alle chauffører skulle have deres gæster så tæt som muligt. Man må sige at det tog noget af naturoplevelsen.



Den helt store attraktion i Ngorongoro krateret er at der er næsehorn, og at de er relativt nemme at få at se i forhold til andre parker - så vi havde selvfølgelig store forventninger. På et tidspunkt stoppede chaufføren og udpegede et punkt et par hundrede meter fra bilen. Vi kunne ikke se noget andet end en forhøjning. Chaufføren forsikrede at det var et næsehorn der lå og trykkede sig.... Vi følte nu ikke vi havde set nok næsehorn til at krydse det af på listen. Senere på dagen stod de der lige pludselig - to næsehorn! Så mangler vi bare leoparden i at have set "the great five" (løve, elefant, Bøffel, næsehorn og leopard) - det skal vi jo nå inden vi forlader Tanzania.


Om eftermiddag gik turen videre til Lake Ndutu. En fantastisk lodge lige på grænsen til Serengeti hvor man virkelig er midt ude i naturen.



Vi var taget til Ndutu primært for at se Gnuerne migrere i gigantiske flokke fra Kenya og ned til de vådere områder. Netop på denne tid føder gnuerne og statistik siger at ca. 8000 gnuer om dagen bliver født. Der var desværre ret tørt, så vi fik ikke det fulde billede, men der var nu stadig gnuer og zebraer i titusindevis - meget fascinerende!


Sidst på dagen spottede vores chauffør så geparder. Tre fantastisk atletiske dyr som tydeligvis var sultne og forsøgte at fange en gnu, men det mislykkedes!


Om lørdagen kørte vi til Moshi, hvor Mikkel om søndagen løb Kilimanjaro halvmarathon og Camilla og børnene løb fun-run på 5km.

onsdag den 2. marts 2011

På fisketur i Kilwa

Der arbejder to dedikerede fiskere på ambassaden og det lykkedes Mikkel at overtale dem til at tage os med på fisketur. Så fredag efter en kort dag på kontoret gik turen sydpå til Kilwa dreams - en logde drevet af Peter som også har en båd.

Lørdag oprandt den store dag og vi skulle ud og fiske. Princippet er at der er en 4-6 fiskestænger med snørerne ude mens båden sejler. Når der så er bid skiftes man til at hive fiskene ombord. Bjarne og Lars Bo startede for at vise hvordan det skulle gøres!



Men så tog Emil og Mathilde over!


Emil fik en Kingfish på 4 kg og Mathilde en Barracuda på en 2-3 kg. Efter lang tids venten var der bid igen og Mathilde var hurtigst på pletten og fik lov at hive op. Det var en meget lang og hård kamp hvor hun to gange troede at fisken var oppe ved båden, men fisken rendte ud igen. Da hun endelig fik den hevet op gik det op for os hvorfor hun havde kæmpet så meget - det var en Wahoo på 17 kg!


For faren var det et povert udbytte - to bid og to gange hoppede de af... .... men en fed tur trods alt!


På vejen hjem var der ganske mudret især på et 60 km stræk hvor man ikke har fået gjort hovedvejen færdig, såå det tager så to timer at komme igennem - hvis man er heldig!

Sidst men ikke mindst måtte vi lige tage et billede af dette skønne spisested. Det er særlig morsomt fordi Tanzanianere har det meget svært med med L og R som de hele tiden bytter rundt på.



og nej - vi så ingen pirater!

tirsdag den 15. februar 2011

Telttur på South Beach


Campsite på Ras Bamba
 Vi har jo ikke været spejdere for ingenting og har længe talt om at skulle en tur ud i naturen, ligge i telt og lave mad over bål. Afrikas lidt anderledes dyreliv (både det der brøler og det der kryber) har dog afholdt os lidt.
Nu er vi så heldige at have nogle meget entusiastiske telt-venner her i Dar, som også gerne ville en tur ud i det fri


Oliver og Emil klar til "jagt"
Da vi steg ud af bilerne på den meget øde campsite, hvor der kun var nogle såkaldte toiletfaciliteter, gik det op for børnene at vi selv skulle lave vores mad. De gik herefter i total "overlevelses-mode" og fandt hver sin kæp og gik ud for at finde føde.





Mads spiser krabbe
Emil og Mads var væk hele eftermiddagen og kom tilbage med 14 små krabber. De skulle selvfølgelig tilberedes over bålet og fortæres. Det var nu kun Mads der stegte krabbe på pind og spiste den - en smule skeptisk, men med stor fornøjelse. Vi andre nøjedes med oksemørbrad, bagekartofler med hvidløgssmør og en god kop rødvin.


Søskendehygge


Det er jo interessant at det ikke havde regnet i Dar i næsten to måneder da vi tog afsted. Men vi vågnede op til nogle meget sorte skyer og besluttede os for at pakke sammen med det samme. Det var et klogt valg for da vi kom til færgen kom der RIGTIG meget vand ned.


søndag den 16. januar 2011

Så fik vi dykket!

Den første weekend i 2011 kørte vi til White Sands dykkercenter, hvor Camilla, Emil og Mathilde skulle have et prøvedyk. Først var der video, så øvelser i pool for at slutte af med et dyk i havet ud for Mbudya Island. Mikkel og Marius fordrev tiden på stranden og med at spise pommes fritter og drikke cola.




Vi havde desværre ikke overvejet at Emil pga. sin diabetis skulle have en lægeerklæring så han måtte kun lave video og pool træning. Så det blev kun Camilla og Mathilde der skulle dykke. Emil tog med ud og snorklede ved båden.

Mathilde synes det var fedt, det synes Camilla også men mente nok at hun havde været lidt anspændt og havde haft travlt med at overleve og sikre at Mathilde overlevede. Hun ville kunne nyde et nr. 2 dyk lidt mere.

Den efterfølgende weekend havde vi skaffet lægeerklæring til Emil og så måtte vi afsted igen. Denne gang var det farens pligt at tage med og Mathilde meldte sig da også som frivillig til at holde Emil med selskab på et enkelt dyk mere. Så sammen med Mads og hans far Jesper gik turen til White Sands dykkercenter hvor vi efter en kort repetition i poolen havde et dejligt dyk.

Mathilde er klar


Emil udforsker



"Vi klarede det!"

torsdag den 6. januar 2011

Jul og Nytår i Danmark


GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR!!!

Vi har lige været en smuttur i kolde Danmark og hold jul og nytår.


Det var med en vis bekymring vi fulgte vejrudsigternes udpensling af vejrkaos og sneproblemer i diverse europæiske lufthavne. Men med en enkelt overnatning i Istanbul lykkedes det os at komme til Danmark. Det var med en vis spænding at vi gik ud af flyveren idet Marius stort set har gået rundt i ble og bar mave det sidste 1,5 år og ikke rigtig har oplevet sne og kulde. Han var da heller ikke særlig begjestret for konceptet. Vi prøvede en del gange med gåture og kælkning, men det bliver nu engang ikke det samme med en skrigende unge på armen. Den sidste dag før vi skulle hjem havde vi dog en succesoplevelse med en dejlig kælketur hjemme hos morfar og Magrethe.


Emil og Mathilde fik selvfølgelig de vaskere som børn har krav på og ellers stod den på en frygtelig masse mad hvor vi fik fejret lillejuleaften, juleaften, julefrokost 1. og 2. juledag, fødselsdagfest hos Victoria og Søren og Nytårsaften.... travlt men hyggeligt.

Ja og så blev Marius enormt glad for at støvsuge!


Nytår blev holdt i Jesper og Lisbeths nye lækre hus i Birkerød! Dejlig aften i godt selskab - lidt skuffende at alle konerne ikke ville med ud og drikke champagne, kysse og sprænge naboens postkasse i luften. De valgte i stedet at køre rulatorerne hen til panorama vinduet og betragte herlighederne på behørig afstand.
 

FAMILIEN TANZANIA ØNSKER GODT NYTÅR!!!
 

torsdag den 16. december 2010

Dissekering af blæksprutter med min klasse


Mr. Fogiliano - min science lærer

Min klasse skulle dissekere blæksprutter i science. Det var rigtig sejt fordi vi fik lov til at tage leveren, gellerne, hjertet, blæksækken, the eyeballs og the beak ud.






Matan og Mads

Vi skulle være i grupper og jeg var med Mads og Matan, de er to af mine gode venner. Jeg ville gerne prøve det igen, fordi man lærer meget af det og så er det også sjovt at gøre det.


Det sorte nederest i billedet er en af gellerne og lige ovenover er det blæksækken

Jeg lavede næsten ikke noget fordi jeg tog billeder, men jeg tog det sejeste ud "blæksækken". Da vi var færdige skrev vi vores navne med blækken fra blæksprutten.



søndag den 5. december 2010

Marius TO år!

Så blev Marius to år den 12. November - som tiden den går.  Camilla og Mathilde var imidlertid i Danmark så vi blev enige om at rykke hans fødselsdag til de var hjemme. Så lørdag den 27. november var der flag på bordet og der blev sunget. (Vi vækkede ham nu ikke med sang for så skal man godt nok tidligt op....).


Marius synes det var fedt med flag og sang. Mathilde måtte hjælpe ham lidt på vej med den første gave, som viste sig at indeholde en masse fine plasticdyr. Herunder to elefanter som Marius jo elsker meget højt. Så til Mathildes store fortrydelse glemte Marius alt om de resterende gaver. Efter lidt tid fik hun lokket ham til at åbne den næste, som indeholdt en Kaj og Andrea bog der kunne spille andreas sang når man trykkede på en knap. TAK for det Morfar og Magrethe - den sang har vi så hørt mange gange siden hen :-).  Der var også en DVD med Kaj og Andrea, så de gamle tøjdyr har virkelig fået en rennaisance i Tanzania. Sidst men ikke mindst var der en malebog og fede farveblyanter - der er blevet tegnet en hel del siden.