 |
| Baobab Valley, hvor vi havde vores første overnatning |
Nu har vi boet i Tanzania i 2 år og har stadig ikke været mere end en tredjedel inde i landet fra Dar es Salaam, så det blev der lavet om på i efterårsferien. I selskab med Kirstine, Martin, Morfar og Magrethe gik turen hele vejen til Mbeya, som ligger ved grænsen til Zambia.
På vejen til Mbeya stoppede vi to dage i Ruaha National Park. Ruaha er Tanzanias anden største park og meget lidt besøgt, hvilket er underligt i betragtning af hvor fed den er. Hvor Serengeti er kendt for sine endeløse vidder, er Ruaha, vild, kuperet og uvejsom.
 |
| udsigt fra verandaen |
Vi kom midt i den tørreste tid, hvor floden igennem parken er stort set tørret ud og dyrene søger ned til de få lommer af vand der er tilbage. Vores camp lå lige ned til et af disse vandhuller og der var en jævn strøm af giraffer, elefanter, impalaer osv.., der kiggede forbi og det var fascinerende at sidde og følge med fra verandaen. En nat vågnede vi ved dyrelyde lige uden for vores hytte. Det viste sig at være en elefant, der stod og spiste af en busk lige ved vores toiletvindue (et myggenet) – det føltes meget tæt på!
Næste stop på vejen var i det sydlige højland i Mufindi. I Mufindi er hovedafgrøden te og det er fantastisk smukt landskab at køre igennem te marker, der er meget klart grønne, hvilket er en dimentral modsætning til det støvede Ruaha vi kom fra. Der var grantræer og da vi kom frem til lodgen var der total tyrolerstemning – det eneste der manglede var Heidi med fletninger, der kom rendende op over engen. Det er ikke til at tro, at det var Tanzania! Grønne frodige enge med sortbroget malkekvæg dominerer landskabet og storslået er et rigtigt ord at bruge i denne sammenhæng.
I Mufindi var der alle muligheder for aktiv ferie – mountain bikes, fiskeri, hesteridning, tennis, badminton, osv…
 |
| Mathilde var ude to gange på hest - anden gang i galop - mer mer mer!!! |
 |
| Der var 17 hundehvalpe - stort hit hos os alle - men især Marius. |
Vi kørte videre fra Mufindi ad støvede grusveje og nåede hovedvejen, som førte os videre til Mbeya by, hvor vi skulle overnatte på Utengule Coffeefarm. Efter en dags afslapning, med pool, tennis og squash, skulle "Mbeya Peak" bestiges. "Mbeya peak" er 2890 m over havet og vi startede vores opstigning fra ca. 1400 m højde.
 |
| Stejlt og opad!! |
Vi må indrømme, at det var f.... hårdt. En af grundene (ud over at vi ikke er 19 længere og at vi er fede og ude af form) er at stierne går meget mere lige op og dermed er langt stejlere, end når man vandrer i Sverige eller Schweiz.
 |
| Vi klarede det alle sammen til toppen! |
 |
| Ronny Ræs og Lynet McQueen gennemførte turen til toppen limet til Marius hænder |
Op kom alle mand, men vi må erkende, at der også var langt ned. Morfars lykkelige ansigtsudtryk, da vi var vel nede og tjeneren knappede en kold pilsner op, kan ikke beskrives.
Efter tre dejlige dage på Utengule gik turen hjemad mod Dar es Salaam. Vi gjorde holdt på ca. halvvejen på Kizolanza Old farm. Dejligt sted med rigtig god mad lavet af friske råvarer. Vi boede i et superhyggeligt gammelt hus, som desværre lå lige op til ko og gedestaldene. Det synes Marius var spændende, men ulempen var et uforholdsmæssigt stort antal fluer. Vi fik gået en tur ned til en "svensk skovsø", som vi jo lige måtte bade i.
 |
| Det var en anelse koldt... brrrrrr! |
Efter 10 dage og ca. 2500 km nåede vi tilbage til Dar es Salaam. Dejlig tur! Godt selskab - tak for det!
Vi kom midt i den tørreste tid, hvor floden igennem parken er stort set tørret ud og dyrene søger ned til de få lommer af vand der er tilbage. Vores camp lå lige ned til et af disse vandhuller og der var en jævn strøm af giraffer, elefanter, impalaer osv.., der kiggede forbi og det var fascinerende at sidde og følge med fra verandaen. En nat vågnede vi ved dyrelyde lige uden for vores hytte. Det viste sig at være en elefant, der stod og spiste af en busk lige ved vores toiletvindue (et myggenet) – det føltes meget tæt på!
